+45 5072 8888

hotelbrinkly@gmail.com

Hygge og forkælelse på Hotel Villa Brinkly

Det lille maritime hotel og pensionat på Strandvejen i Skotterup, kun fem minutters kørsel syd for historiske Helsingør, emmer af personlig charme og engagement fra værtsparret Annette Buch Petersen og Erik Steen, der har ejet stedet siden 2006. Med skov og strand som nærmeste naboer, har parret indrettet hotellet med stor respekt for stedets ånd og historik og stedet fremstår nu som en unik lille perle med stor personlighed.

Annette har stået for den hyggelige indretning af hotellet. Med en særlig sans for det personlige, har Annette gennem årene tilført stedet en særlig ånd, der får alle der træder ind over dørtrinnet til straks at føle sig hjemme. Med en baggrund som kok og tjener på Restaurant Gl. Åbyhøj i Aarhus, er hun også elsket af hotellets gæster og de lokale, for hendes unikke køkken, der emmer af kærlighed til gode, autentiske råvarer.

Erik er manden med de mange uddannelser og deraf mange kasketter. Han er alt, lige fra opfinder, handy-man og chauffør, til 1. hotelkarl, når han servicerer gæsterne i den hyggelige opholdsstue eller gårdhave.

Med kun et stenkast fra stranden og Egebæksvang Skov i baghaven, tilbyder Villa Brinkly en nærværende og unik naturoplevelse lige uden for hotellet. Men hele området byder på en perlerække af oplevelser, lige fra Unesco Verdensarv til små ukendte perler.

På Villa Brinkly er vi ikke som de andre. Noget vi er stolte af. Et ophold hos os, må gerne føles lidt, som om tiden står stille.

Velkommen Annette & Erik