Historien om Villa Brinkly

Villa Brinkly har en historie at byde på, der daterer sig helt tilbage til 1873. Tilmed en broget og omskiftelig historie, som bl.a. handler om landliggere og søens folk. Oprindeligt var stedet sommerresidens for velhavende, københavnske familier. Man talte om ”landliggere”, folk der havde både tid og råd til at flytte ud på landet. En ny trend, som slog igennem, men som i første omgang var forbeholdt de få.
Den første ejer hed Johan Carl Reitz, og han døbte bygningen ”Sindshvile”, hvilket jo er et udmærket navn, når det gælder om at slappe af og holde fri fra hverdagen. Lidt usædvanligt var der tale om en bygning i svensk stil med trævægge og paptag, og sådan så huset ud frem til 1910, da den daværende ejer Frederik Hagen engagerede arkitekten Valdemar Hammer til at sørge for en større ombygning og modernisering. Bl.a. opførtes, helt i pagt med tidsånden, en muret pejs i jugendstil.

Bygningen var i privateje frem til 1932, da Laura Berentzen, enke efter skibs- ingeniør Niels Berentzen, testamenterede stedet til ”Prins Valdemar og Prinsesse Maries Fond”, en velgørenhedsfond, der var blevet oprettet allerede i 1861. En fløj med yderligere fem værelser blev opført, hvorefter stedet kunne byde på rekreativt sommerophold for skibsførere eller deres enker på hold á ni ad gangen. Åbenbart fungerede stedet efter hensigten. Således skrev Helsingør Dagblad i sommeren 1933 følgende solstrålehistorie fra sømandshjemmet ”Brinkly”: ”En gammel skibsførerenke på 72 år, der var lidt sort i humøret, da hun kom derud, livede i løbet af få dage sådan op, at hun næsten ikke var til at kende igen, og det viste sig, da hun rejste, at hun under sommeropholdet på ”Brinkly” havde taget 15 pund på i vægt.” Således opmuntret fortsatte fonden sit virke frem til 1973, da behovet for et sommerpensionat til søens folk var tørret ind.

Stedet blev overtaget af direktør Gerhard Larsson og dennes frue, Carla. En klausul i salgsbetingelserne pålagde dog den nye ejer at drive stedet som hvilehjem så længe, der var behov for det. Men tiderne ændrede sig, antallet af hvilehjemsbeboere faldt støt og roligt, og i den sidste ende valgte direktør Larsson at gå nye veje og åbne stedet for betalende gæster som motel Brinkly.

Siden 1995 har Brinkly haft skiftende ejere, og i forbindelse med et ejerskifte i 1999 blev den mørkebrune facade i øvrigt malet i den nuværende, mørkeblå farve. I 2006 køber de nuværende ejere, Anette Buch Petersen og Erik Steen, den gamle landliggeridyl, og – ud over fortsat at byde overnattende gæster indenfor – rykker Anette samtidig ind med sit cateringfirma Food by Heart, som hidtil havde haft adresse i Smallegade på Frederiksberg. Her i denne idylliske oase mellem Øresund og Egebæksvang skov er alle velkomne – landliggere og søens folk inklusive! Du kan læse mere om Villa Brinkly i ”Mennesker og Huse langs Strandvejen i Skotterup”, desuden findes i spisestuen indrammede dagbladsartikler om husets nyere historie og ejerforhold.

Strandvejen – det danske Côte d’Azur

Kører man i sin bil op ad Strandvejen fra København, vil man hurtigt opdage, hvor smuk kystvejen mellem hovedstaden og Helsingør er. Det er ikke for ingenting, at strækningen gerne omtales som det danske svar på den italienske Riviera og den franske Cote d’Azur. Den 40 kilometer lange kystvej byder på en arkitektonisk mangfoldighed, som mestendels er en fryd for øjet, de værste bygningsmæssige katastrofer er undgået, om end nogle husejere har valgt at skærme sig bag meterhøje mure. Faktisk er der nu om dage over delstrækninger tale om to veje – Gammel Strandvej og Ny Strandvej. Vil man opsøge det mere oprindelige miljø, kan Gammel Strandvej anbefales.
Inden bilernes entré var Strandvejen i en elendig forfatning. I folkemunde omtaltes den som ”Sandvejen” og med god ret. Vejen benyttedes primært af den lokale befolkning i de fattige fiskelejer, der lå med få kilometers afstand langs kysten. Hovedstadens overklasse og det bedre borgerskab benyttede i stedet dampskibe (!) og fra og med 1897 Kystbanens tog som transportmiddel op til de nordsjællandske strande og de mange lystgårde, villaer og badehoteller, der skød op som de berømte paddehatte i takt med den stigende rigdom.

Med den forbedrede infrastruktur er områdets lyksaligheder for længst blevet demokratiseret så at sige, men gennemsnitsdanskerens pengepung matcher dog dårligt de mest eksklusive adresser, hvor man betaler tocifrede millionbeløb for pragtvilla, egen strand og sundudsigt.

Vil man gerne se Strandvejen i fugleperspektiv, behøver det ikke koste en mindre formue. Fotografen Henrik Schurmann og tv-journalisten og historikeren Claus Hagen Petersen har sammen begået en glimrende bog, hvor man ser det hele lidt fra oven. Læs mere i ”Strandvejen fra oven”, der er udgivet i 2008 af forlaget Globe. Et eksemplar af bogen findes i hotellets spisestue.

Seværdigheder

I Kronborgs katakomber slumrer Holger Danske fortsat i sin tilsyneladende uendelige søvn. Myten siger, at ”når Danmark stander i våde (er i dyb nød), så vil Holger Danske vågne op til dåd”. Men der har åbenbart aldrig virkelig været fare på færde. End ikke når fodboldlandsholdet er ved at tabe en vigtig kvalifikationskamp, så meget som vipper Holger med øjenlågene… Kronborg er en dansk attraktion i verdensklasse, som Shakespeare via sit Hamlet-drama har gjort sit til at brande over hele verden. Kronborg Slot er på én gang elegant renæssance-slot og militær fæstning. Nationalklenodiet blev opført af Frederik II i 1574-85, på resterne af en gammel borg, Krogen. Fra Kronborg opkrævedes den upopulære Øresundstold af de søfarende. Efter en brand i 1629 genopbyggede Christian IV slottet i den gamle stil, og i 1658 blev det bombarderet, indtaget og plyndret af svenskerne.

Men Nordsjælland har adskillige andre seværdigheder at byde på. Slottene i Hillerød og Fredensborg (residens for kronprinsparret) er andre sikre holdepunkter på enhver sightseeing med respekt for sig selv.

Humlebæk byder på Louisiana, et af Nordeuropas mest berømte museer for moderne kunst. Rækken er seværdigheder er alt for lang til at nævne dem alle. Man kan også stille bilen og finde cyklen frem. Med et landskab, der bukker sig i bakke og dal, er området ideelt til en tur på den tohjulede. De brede sandstrande fra Hornbæk til Tisvildeleje og Liseleje er blandt landets allerbedste og tiltrækker hver eneste sommer i tusindvis af badegæster.

Trænger man til en dukkert i de blå bølger, finder man i øvrigt og mindre end 200 meter fra Villa Brinkly en lille sandstrand, som både er hyggelig og børnevenlig. Helsingør var engang rigets næststørste by efter København, i dag er byen ud over Kronborg berømt for sit hyggelige købstadsmiljø med mange, smukke gamle huse og sit inspirerende udbud af butikker på gågaden Stengade og de små stræder, som stikker ud herfra. Fra Helsingør kan man også tage en sviptur med færgen over til Helsingborg og vort broderfolk i Sverige, som med de seneste års lave kurs på den svenske krone er blevet et sandt indkøbsmekka for prisbevidste danskere med et udviklet shoppinggén.

På øen Hven midt i Øresund kan man få genopfrisket historien om den danske astronom Tycho Brahe, som i 1572 opdagede, hvad man dengang troede var en splinterny stjerne, hvilket i den grad forstyrrede opfattelsen af stjernehimlen og universet som en uforanderlig størrelse.

At man i dag ved, at der var tale om en eksploderende stjerne, en såkaldt supernova, er en anden historie, som ikke skal lægges Tycho Brahe til last. Lige så lidt som der er grund til at bebrejde Holger Danske noget som helst. Den gamle kæmpe i Kronborgs katakomber skal have lov til at sove i fred.

Hotellet byder på aktuelt opdaterede brochurer fra alle de vigtigste af Nordsjællands seværdigheder og lidt mere til. Desuden findes der køreplaner for bus og tog plus fartplan for færgerne, der krydser Sundet mellem Helsingør og Helsingborg.

Skotterup – har det virkeligt noget med skotter at gøre?

Det er i hvert fald et kvalificeret bud blandt flere på, hvorfor den lille enklave ved Strandvejen mellem Espergærde og Snekkersten hedder, som den nu gør. Forklaringen er, at indvandrede skotter mod slutningen af Middelalderen etablerede en betydelig koloni i Helsingør, hvor det nu forsvundne gadenavn Skottestræde vidnede om deres tilstedeværelse. En anden historie eller myte, om man vil, går på, at et skotsk skib strandede på stedet i 1502, hvorefter besætningsmedlemmerne blev så glade for, hvad de så, at de slog sig ned for altid og opgav at vende hjem. Men måske er forklaringen på bynavnet den mindre vidtløftige, at der i Egebæksvang-skoven løber en lille bæk ved navn ”Skotrenden”.

Fiskerlejet Skotterup er en ung by, men præcist hvor længe der har boet mennesker på stedet, og der har været tale om en egentlig bebyggelse, er der altså ingen, der ved med historisk sikkerhed. Den ældste kilde med Skotterups navn er de såkaldte Markbøger for Tikøb Sogn fra 1688. På det tidspunkt gjorde Skotterup sig ikke engang fortjent til betegnelsen ”en lille flække”. Kilden omtaler en Jep Haagesen, som indehaver af ”Skotterups Hus”. Og den gode Haagesen har måske følt sig en kende ensom. For ifølge kilden var der ganske enkelt ikke andre huse eller gårde i nærheden. Først i 1771 fandt en folketælling sted. Af den fremgik det, at fiskerlejet talte ni mandlige beboere. Eventuelle koner og børn nævntes ikke, men mændene var dog næppe singler alle sammen, idet de også omtaltes som familieforsørgere.

For at foretage et historisk kvantespring op til nutiden så er Skotterup for længst vokset sammen med Espergærde mod syd og Snekkersten mod nord. Postalt er området lagt ind under 3070 Snekkersten, og ejendomsmæglere taler gerne om en beliggenhed i ”det gamle Snekkersten”, når de sætter Skotterups hyggelige fiskerhuse til salg. Som så mange andre kunne de godt behøve et par ekstratimer på skolebænken til en genopfriskning af historiske kendsgerninger. Blå byskilte vidner om, at her begynder og slutter Skotterup. Sådan er det. Postnummer eller ej! Hvis du vil vide mere om Skotterup og stedets historie kan vi anbefale bogen ”Mennesker og Huse langs Strandvejen i Skotterup”. Den er skrevet af Kjeld Damgaard og udgivet i 2006 af Helsingør Kommunes Museer og Helsingør Museumsforening. Et eksemplar af bogen findes i hotellets spisestue. Skotterup – har det virkeligt noget med skotter at gøre?

Historien om Villa Brinkly

Villa Brinkly har en historie at byde på, der daterer sig helt tilbage til 1873. Tilmed en broget og omskiftelig historie, som bl.a. handler om landliggere og søens folk. Oprindeligt var stedet sommerresidens for velhavende, københavnske familier. Man talte om ”landliggere”, folk der havde både tid og råd til at flytte ud på landet. En ny trend, som slog igennem, men som i første omgang var forbeholdt de få. Den første ejer hed Johan Carl Reitz, og han døbte bygningen ”Sindshvile”, hvilket jo er et udmærket navn, når det gælder om at slappe af og holde fri fra hverdagen. Lidt usædvanligt var der tale om en bygning i svensk stil med trævægge og paptag, og sådan så huset ud frem til 1910, da den daværende ejer Frederik Hagen engagerede arkitekten Valdemar Hammer til at sørge for en større ombygning og modernisering. Bl.a. opførtes, helt i pagt med tidsånden, en muret pejs i jugendstil.

Bygningen var i privateje frem til 1932, da Laura Berentzen, enke efter skibs- ingeniør Niels Berentzen, testamenterede stedet til ”Prins Valdemar og Prinsesse Maries Fond”, en velgørenhedsfond, der var blevet oprettet allerede i 1861. En fløj med yderligere fem værelser blev opført, hvorefter stedet kunne byde på rekreativt sommerophold for skibsførere eller deres enker på hold á ni ad gangen. Åbenbart fungerede stedet efter hensigten. Således skrev Helsingør Dagblad i sommeren 1933 følgende solstrålehistorie fra sømandshjemmet ”Brinkly”: ”En gammel skibsførerenke på 72 år, der var lidt sort i humøret, da hun kom derud, livede i løbet af få dage sådan op, at hun næsten ikke var til at kende igen, og det viste sig, da hun rejste, at hun under sommeropholdet på ”Brinkly” havde taget 15 pund på i vægt.” Således opmuntret fortsatte fonden sit virke frem til 1973, da behovet for et sommerpensionat til søens folk var tørret ind.

Stedet blev overtaget af direktør Gerhard Larsson og dennes frue, Carla. En klausul i salgsbetingelserne pålagde dog den nye ejer at drive stedet som hvilehjem så længe, der var behov for det. Men tiderne ændrede sig, antallet af hvilehjemsbeboere faldt støt og roligt, og i den sidste ende valgte direktør Larsson at gå nye veje og åbne stedet for betalende gæster som motel Brinkly.

Siden 1995 har Brinkly haft skiftende ejere, og i forbindelse med et ejerskifte i 1999 blev den mørkebrune facade i øvrigt malet i den nuværende, mørkeblå farve. I 2006 køber de nuværende ejere, Anette Buch Petersen og Erik Steen, den gamle landliggeridyl, og - ud over fortsat at byde overnattende gæster indenfor - rykker Anette samtidig ind med sit cateringfirma Food by Heart, som hidtil havde haft adresse i Smallegade på Frederiksberg. Her i denne idylliske oase mellem Øresund og Egebæksvang skov er alle velkomne – landliggere og søens folk inklusive! Du kan læse mere om Villa Brinkly i ”Mennesker og Huse langs Strandvejen i Skotterup”, desuden findes i spisestuen indrammede dagbladsartikler om husets nyere historie og ejerforhold.

Strandvejen – det danske Côte d’Azur

Kører man i sin bil op ad Strandvejen fra København, vil man hurtigt opdage, hvor smuk kystvejen mellem hovedstaden og Helsingør er. Det er ikke for ingenting, at strækningen gerne omtales som det danske svar på den italienske Riviera og den franske Cote d’Azur. Den 40 kilometer lange kystvej byder på en arkitektonisk mangfoldighed, som mestendels er en fryd for øjet, de værste bygningsmæssige katastrofer er undgået, om end nogle husejere har valgt at skærme sig bag meterhøje mure. Faktisk er der nu om dage over delstrækninger tale om to veje – Gammel Strandvej og Ny Strandvej. Vil man opsøge det mere oprindelige miljø, kan Gammel Strandvej anbefales. Inden bilernes entré var Strandvejen i en elendig forfatning. I folkemunde omtaltes den som ”Sandvejen” og med god ret. Vejen benyttedes primært af den lokale befolkning i de fattige fiskelejer, der lå med få kilometers afstand langs kysten. Hovedstadens overklasse og det bedre borgerskab benyttede i stedet dampskibe (!) og fra og med 1897 Kystbanens tog som transportmiddel op til de nordsjællandske strande og de mange lystgårde, villaer og badehoteller, der skød op som de berømte paddehatte i takt med den stigende rigdom.

Med den forbedrede infrastruktur er områdets lyksaligheder for længst blevet demokratiseret så at sige, men gennemsnitsdanskerens pengepung matcher dog dårligt de mest eksklusive adresser, hvor man betaler tocifrede millionbeløb for pragtvilla, egen strand og sundudsigt.

Vil man gerne se Strandvejen i fugleperspektiv, behøver det ikke koste en mindre formue. Fotografen Henrik Schurmann og tv-journalisten og historikeren Claus Hagen Petersen har sammen begået en glimrende bog, hvor man ser det hele lidt fra oven. Læs mere i ”Strandvejen fra oven”, der er udgivet i 2008 af forlaget Globe. Et eksemplar af bogen findes i hotellets spisestue.

Seværdigheder

I Kronborgs katakomber slumrer Holger Danske fortsat i sin tilsyneladende uendelige søvn. Myten siger, at ”når Danmark stander i våde (er i dyb nød), så vil Holger Danske vågne op til dåd”. Men der har åbenbart aldrig virkelig været fare på færde. End ikke når fodboldlandsholdet er ved at tabe en vigtig kvalifikationskamp, så meget som vipper Holger med øjenlågene… Kronborg er en dansk attraktion i verdensklasse, som Shakespeare via sit Hamlet-drama har gjort sit til at brande over hele verden. Kronborg Slot er på én gang elegant renæssance-slot og militær fæstning. Nationalklenodiet blev opført af Frederik II i 1574-85, på resterne af en gammel borg, Krogen. Fra Kronborg opkrævedes den upopulære Øresundstold af de søfarende. Efter en brand i 1629 genopbyggede Christian IV slottet i den gamle stil, og i 1658 blev det bombarderet, indtaget og plyndret af svenskerne.

Men Nordsjælland har adskillige andre seværdigheder at byde på. Slottene i Hillerød og Fredensborg (residens for kronprinsparret) er andre sikre holdepunkter på enhver sightseeing med respekt for sig selv.

Humlebæk byder på Louisiana, et af Nordeuropas mest berømte museer for moderne kunst. Rækken er seværdigheder er alt for lang til at nævne dem alle. Man kan også stille bilen og finde cyklen frem. Med et landskab, der bukker sig i bakke og dal, er området ideelt til en tur på den tohjulede. De brede sandstrande fra Hornbæk til Tisvildeleje og Liseleje er blandt landets allerbedste og tiltrækker hver eneste sommer i tusindvis af badegæster.

Trænger man til en dukkert i de blå bølger, finder man i øvrigt og mindre end 200 meter fra Villa Brinkly en lille sandstrand, som både er hyggelig og børnevenlig. Helsingør var engang rigets næststørste by efter København, i dag er byen ud over Kronborg berømt for sit hyggelige købstadsmiljø med mange, smukke gamle huse og sit inspirerende udbud af butikker på gågaden Stengade og de små stræder, som stikker ud herfra. Fra Helsingør kan man også tage en sviptur med færgen over til Helsingborg og vort broderfolk i Sverige, som med de seneste års lave kurs på den svenske krone er blevet et sandt indkøbsmekka for prisbevidste danskere med et udviklet shoppinggén.

På øen Hven midt i Øresund kan man få genopfrisket historien om den danske astronom Tycho Brahe, som i 1572 opdagede, hvad man dengang troede var en splinterny stjerne, hvilket i den grad forstyrrede opfattelsen af stjernehimlen og universet som en uforanderlig størrelse.

At man i dag ved, at der var tale om en eksploderende stjerne, en såkaldt supernova, er en anden historie, som ikke skal lægges Tycho Brahe til last. Lige så lidt som der er grund til at bebrejde Holger Danske noget som helst. Den gamle kæmpe i Kronborgs katakomber skal have lov til at sove i fred.

Hotellet byder på aktuelt opdaterede brochurer fra alle de vigtigste af Nordsjællands seværdigheder og lidt mere til. Desuden findes der køreplaner for bus og tog plus fartplan for færgerne, der krydser Sundet mellem Helsingør og Helsingborg.

Skotterup – har det virkeligt noget med skotter at gøre?

Det er i hvert fald et kvalificeret bud blandt flere på, hvorfor den lille enklave ved Strandvejen mellem Espergærde og Snekkersten hedder, som den nu gør. Forklaringen er, at indvandrede skotter mod slutningen af Middelalderen etablerede en betydelig koloni i Helsingør, hvor det nu forsvundne gadenavn Skottestræde vidnede om deres tilstedeværelse. En anden historie eller myte, om man vil, går på, at et skotsk skib strandede på stedet i 1502, hvorefter besætningsmedlemmerne blev så glade for, hvad de så, at de slog sig ned for altid og opgav at vende hjem. Men måske er forklaringen på bynavnet den mindre vidtløftige, at der i Egebæksvang-skoven løber en lille bæk ved navn ”Skotrenden”.

Fiskerlejet Skotterup er en ung by, men præcist hvor længe der har boet mennesker på stedet, og der har været tale om en egentlig bebyggelse, er der altså ingen, der ved med historisk sikkerhed. Den ældste kilde med Skotterups navn er de såkaldte Markbøger for Tikøb Sogn fra 1688. På det tidspunkt gjorde Skotterup sig ikke engang fortjent til betegnelsen ”en lille flække”. Kilden omtaler en Jep Haagesen, som indehaver af ”Skotterups Hus”. Og den gode Haagesen har måske følt sig en kende ensom. For ifølge kilden var der ganske enkelt ikke andre huse eller gårde i nærheden. Først i 1771 fandt en folketælling sted. Af den fremgik det, at fiskerlejet talte ni mandlige beboere. Eventuelle koner og børn nævntes ikke, men mændene var dog næppe singler alle sammen, idet de også omtaltes som familieforsørgere.

For at foretage et historisk kvantespring op til nutiden så er Skotterup for længst vokset sammen med Espergærde mod syd og Snekkersten mod nord. Postalt er området lagt ind under 3070 Snekkersten, og ejendomsmæglere taler gerne om en beliggenhed i ”det gamle Snekkersten”, når de sætter Skotterups hyggelige fiskerhuse til salg. Som så mange andre kunne de godt behøve et par ekstratimer på skolebænken til en genopfriskning af historiske kendsgerninger. Blå byskilte vidner om, at her begynder og slutter Skotterup. Sådan er det. Postnummer eller ej! Hvis du vil vide mere om Skotterup og stedets historie kan vi anbefale bogen ”Mennesker og Huse langs Strandvejen i Skotterup”. Den er skrevet af Kjeld Damgaard og udgivet i 2006 af Helsingør Kommunes Museer og Helsingør Museumsforening. Et eksemplar af bogen findes i hotellets spisestue. Skotterup – har det virkeligt noget med skotter at gøre?